Hvorfor skal det være så svært?

Jeg kan simpelthen snart ikke mere.. Min hormoner går amok. Jeg har i dag 4 gange – uden grund!!! – grædt! Der har ikke været noget at græde af, ikke engang noget sørgeligt i tv’et, men bare lige pludselig blevet overrasket over at uendelig mange tårer løber ned af ansigtet på mig og gør det mere og mere opløst.

Det er hårdt, men tårerne er ikke det værste. Det værste er at jeg ikke bare kan se igennem fingrene med tåbelige og barnlige kommentarer. Og mine venner, veninder og kærestens opførsel kan meget let irritere mig. Ting der før ikke var noget problem, men som jeg så som sødt, elskværdigt eller charmerende er pludselig blevet et kæmpe irritationsmoment og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere på det.

Men det er jo selvfølgelig (læs: jeg ved jo godt at det ikke burde være sådan, men prøver virkelig…) altid kæresten det hele går ud over. Jeg er ikke så hårhudet overfor hans tåbelige jokes, som egentlig bliver sagt i en god mening og med et tydeligt glimt i øjet – jeg tager alt, hvad han siger meget personligt og det er svært at filtrere noget af det. Jeg ville ønske jeg ikke var så ramt af alle disse hormoner og at jeg bare kunne grine af de ting kæresten siger.