Sygdom

Fredag nat var Martin til fødselsdag, hos en kammerat, som var blevet planlagt som en surprisefest af hans kæreste og alt var godt. Pigerne og jeg havde kørt Martin derud og begge piger var faldt i søvn på bagsædet. Det var derfor nemt bare at putte Kornelia op i seng, hvor hun bare sov videre og Leonora sov også lige 20 minutter mere, hvorefter hun så vågnede pludseligt og skreg i ét væk i næsten halvanden time. Heldigvis sov Kornelia fra det oppe på sit værelse og jeg kunne efter, uendelig mange, gåture med en helt ulykkelig Leonora i armene nede i stuen endelig ånde lettet op, da hun overgav sig til søvnen og blev puttet på sofaen ved min side.

Der gik ikke lang tid før Kornelia pludselig hostede voldsomt oppe ovenpå og blev ked af det.. jeg ventede kort tid, da jeg troede hun “græd” i søvne (hvilket hun nogle gange gør) og selv ville falde til ro ligeså hurtigt igen. Men det skete ikke og jeg sørgede for puder rundt om Leonora, hvis hun skulle vågne igen og begyndte at trille, hvorefter jeg løb op af trappen i en lynene fart, da Kornelia på et splitsekund begyndte at skrige og kalde på mig. Der var tydeligvis noget helt galt og der fór så mange tanker igennem mit hovede på de 12 trin op ad trappen og inden jeg skulle åbne døren. Og jeg blev så overrasket – der var bræk over alt og Kornelia sad og spyttede imens hun sad musestille.

Jeg fik hende løftet ud på badeværelset i bruseren, tøjet blev revet af og hun blev vasket. Jeg fik hentet dynen og hevet sengetøjet af – der kom nyt på og Leonoras seng blev foret med håndklæder og Kornelia puttet deri. Hun sagde selv at hun slet ikke var dårlig og bare ville sove. Jeg fik skilt hendes egen seng af imens hun lå og faldt i søvn, alt sengetøj og nattøj blev skyllet op sengen vasket godt af. Alt dette imens jeg måtte arbejde forholdsvis stilhed, da jeg jo ikke måtte vække Leonora nede på sofaen. Jeg piskede rundt og havde allermest lyst til at ligge mig sammen med Kornelia og holde om hende, men måtte jo holde pigerne fra hinanden. Fik opdateret Martin, men sagde at der forhåbentlig ville være ro i lejren fra nu. Overvejede at tænde for vaskemaskinen, men klokken nærmede sig midnat og synes alligevel det var for sent. Heldigvis.

20 minutter efter jeg var gået ned udspiller samme scenarie sig igen med skrig og skrål oppe fra Kornelia. Denne gang kastede hun stadig op da jeg kom derind og vi måtte endnu engang ud på badeværelset og vaskes. Resten af vores håndklæder blev hevet ned fra hylderne og jeg måtte nu pakke min seng ind i håndklæder. Vi var ved at løbe tør for juniordyner og puder, men kom i tanke om en ekstra vi havde lånt fra mine forældre. Jeg fik hende puttet inde i min seng, men hun var selvfølgelig slet ikke træt længere. Hun klagede nu over vildt ondt i maven og jeg gav op. Der blev skrevet til Martin at han måtte komme hjem, da jeg ikke længere så flere muligheder og pigerne skulle helt stadig holdes hver for sig, da jeg ikke lige kunne overskue at Leonora skulle have bræk-syge og ville gerne være dér for Kornelia.

Martin kom hurtigt kort efter med en taxa, i mere eller mindre ædru tilstand, men han var hjemme og kunne sagtens sove nede i stuen med Leonora. Jeg kunne ligge mig oppe hos Kornelia i vores seng og vi lagde os til at sove kl 02.30 ca efter at have set en “Far til fire” film på iPad’en og spist lidt for mange Marie kiks. Der kom ikke mere ud af Kornelia og hun virkede helt frisk igen. Hun må have fået noget at spise som maven ikke helt ville acceptere.

Dagens efter vågnede Kornelia kl 08.30 og var HELT FRISK. Jeg var træt og det måtte blive en lørdag i lavt gear. Martin og Leonora havde også sovet fint, ikke så meget, nede på sofaen, så jeg tog Leonora med op ovenpå og så gik vi alle i bad og fik tøj på, imens Martin kunne sove lidt alene nedenunder. Da kl blev 10 tog Kornelia og jeg til gymnastikopvisning imens Leonora (og Martin) sov formiddagslur. Heldigvis var det et par enkelte tilfælde af opkast og der har slet ikke været noget siden – ud over en masse vasketøj..