Tale i febervildelse

Kornelia er stadig syg. Da hun var allermest syg lå hun på sofaen sammen med mig og sov ved min side. Jeg holdt ekstra godt øje med hende, da jeg aldrig har oplevet Kornelia så syg før. Hun kunne ikke holde til noget som helst. Dét at spise en is var uoverskueligt. 

Mens Kornelia lå og sov på sofaen kæmpede hendes lille krop mod den høje feber og hendes søvn blev ret påvirket af det. Hun talte så ekstremt meget i søvne og hele samtaler i febervildelse fandt sted. Jeg fik skrevet nogle af dem ned og vil lige dele med jer. Det er simpelthen for sjovt. 

Der var fuldstændig stille og helt mørkt nede i stuen, hvor hun lå og jeg sad…

  

K: “… hvorfor synger du ikke færdig?”

Mig: “Hvad mener du skat?”

K: “Har du ikke lige sunget den der sang med nissepigen og Per?”

Mig: “Nej, jeg har slet ikke sunget.”

K: “Hvem var det så? Var det bare inde i mit hovede?”

  

K: “Mor vil du ikke godt fjerne det reb der er rundt om mig?”

Mig: “Hvad?”

K: “Det reb der er bundet så stramt om mig. Jeg kan slet ikke flytte mine arme. Jeg er lidt bange mor.”

Mig: “Skat, mor er lige her og du har ikke noget reb rundt om dig.”

K: “Godt du er hos mig mor.”

  

K: “Det er godt jeg har lært at kravle. Så behøver jeg ikke gå mere.”

  

K: “Jamen det der behøver jeg slet ikke gøre. Det siger min far og mor.”

  

K: “Hvorfor hopper du ikke bare ned? Når jeg kan, så gør du det bare.”

  

Hun sov, men lå og lavede spjæt. Som om det gav et sæt i hende..

K: “Uh!” (nærmest et skrig) Det føles som om jeg faldt ned der. Er du her stadig mor?”

Mig: “Ja jeg er lige her.”

K: “Jamen så skal du altså også blive her!”

Mig: “Det skal jeg nok.”

K: “Ellers så siger du lige til min far, hvis du går.”

  

K: “Nej nej, det er altså bare mit kæledyr..”

  

K: “Jeg er god nok til matematik så jeg kan godt blive Flyvefisk til sommer.” (Det er ældste-gruppen i børnehaven. Dem er skal i skole næste gang.)

K: “Skal I lave matematik i børnehaven?”

K: “Ja. Hele tiden. Indtil vi skal i skole.”

  

K: “Mor jeg synes altså lyset er lidt skarpt.”

Mig: “Jamen der er jo ikke noget lys herinde skat.”

K: “JO! Det gør jo helt ondt i mine øjne. Tag lige mine solbriller.”

  

K: “Hvis jeg tager dynen af så fryser jeg. Hvis jeg har dynen på så sveder jeg. Jeg er varm på mig hele tiden. Men jeg er ikke syg siger jeg.”

Mig: “Jeg tror altså du har feber.”

K: Jamen det er jeg ikke. Men jeg har heller ikke nattøj på. Og jeg ligger her uden dyne og sveder. Må jeg så godt få is hvis jeg er feber?”

Mig: “Nu skal du sove. Hvis du har feber i morgen, så må du få en is. 

K: “Men jeg ER altså ikke feber.”

Mig: “Nej nej, du HAR feber.”

K: “Nej! Jeg sveder bare meget mor!”

  

Mellem alle de her udråb, kommentarer, samtaler osv. sov hun videre med det samme sidste ord var blevet sagt. Hun talte 100% i søvne og samtidig med det var lidt sjovt, så blev jeg også ret nervøs over, hvor meget den lille krop blev påvirket af feberen. Skøre, skønne lille feberskid..