Vi ses

Indlægget her er skrevet 12. august 2015 kl. 01.15

Jeg kan ikke sove. Min krop vil gerne. Men mine tanker og min hjerte vil ikke give mig lov.

Mine tårer løber og gør hovedpuden våd.

Jeg savner. Så meget at jeg har ondt over alt. Det eneste der ikke gør ondt er minderne.

Glæden. Grinet. Omsorgen. Kærligheden. Mildheden. Frækheden. Ærligheden. Følsomheden. Den bløde rynkede hånd. Det stærke tætte kram. Så tæt at høreapparatet hyler i mit øre.

I morgen skal min mormor sige farvel. Efter 65 års ægte kærlighed.

Min mor skal sige farvel. Til hendes elskede far. Min far skal sige farvel til en vidunderlig mand, som han har kendt i flere år end sin egen far.

Jeg skal sige farvel. Sammen med mine storebror og storesøster. Til verdens bedste morfar. Det bedste menneske. Han var rummelig. Kærlig. Omsorgsfuld. Lattermild. Blid. Rolig. Tålmodig. Perfektionist. Følsom. Arbejdsom. Interesseret. Og helt igennem vidunderlig!

Han vil blive savnet. Af os alle.

Sin kone. 3 børn. 3 svigerbørn. 9 børnebørn. 7 svigerbørnebørn. 18 oldebørn.

I morgen skal vi synge salmer der betød noget for min morfar. Vi skal mindes. Glædes. Men sige farvel.

Det sidste har jeg ikke lyst til. Jeg er ikke klar. Det bliver jeg nok aldrig. Så vi ses.

Morfar – du vil være med mig i hjertet, resten af mit liv. Jeg vil bestræbe mig på at tage din godhed med mig. 

Vi lover at passe godt på mormor.