Det er stadig ret uvirkeligt..

Jeg glæder mig helt vildt til jeg kan mærke bebsen i maven og jeg synes det er helt fantastisk at jeg skal have et barn med min dejlige kæreste! Jeg kan for det meste dog ikke helt forstå det endnu.. både fordi det ikke er så tydeligt endnu og fordi jeg endnu ikke har haft den fornøjelse at mærke babyen.

Om nogle få måneder har vi en lille guldklump i vores arme, som vi begge vil elske fuldstændig betingelsesløst og dét kan i sig selv virke meget uvirkeligt. Jeg er pædagog og har ofte oplevet meget uopdragne børn… men efterhånden forstår jeg dem bedre og bedre. Ikke at de ikke (på nogen måde!!) har opdraget deres børn eller lært dem om rigtigt og forkert, men at de kan have svært ved at se, hvad de gør af forkerte ting. Mange forældre har fortalt mig at de ikke har opdaget, hvor slemt deres børn opførte sig før det pludselig var for stor en mundfuld for dem…??! Men så er det jeg stopper op — giver man så bare op? Er det så ikke netop dér man skal stå sammen, som forældre, om at hjælpe sine børn? Det er nemlig aldrig nogensinde børnenes skyld. Når børn ikke opfører sig ordenligt eller gør noget forkert – så kan det kun sendes direkte tilbage til FORÆLDRENE!! Og det har aldrig været et problem for mig, men jeg kan mærke jo tættere det kommer på at det bliver mig; jeg skal huske på at mit barn ikke automatisk er en lille englebasse, men han/hun skal være sød mod andre og dele legetøj og alle de ting der er vigtige egenskaber at have for at kunne være en del af et socialt fællesskab.. MEN mit barn skal også kunne sige fra, hvis det føler sig overrumplet af andre børn. Et barn med ben i næsen. Og det er min og kærestens opgave – helt alene. Vi er parate til at tage denne opgave på os selvfølgelig og vi glæder os til det hele. Både det sure og det søde. Det er jo lige præcis den beslutning vi har taget og jeg kan ikke vente. På noget af det. Og det er jo så dejlig nemt for mig at sige nu. Hvis jeg sætter mig og læser det her indlæg om tre-fire år, så er det ikke sikkert jeg mener det samme om børneopdragelse og om også at glæde mig til det sure, men så må jeg jo tage den derfra. Man har et standpunkt til man har et nyt. Det vigtigste er at vi glæder os og vil elske denne lille verdensmester resten af vores liv.