Diamantbryllup – 60 års ægteskab

I sidste weekend var vi til min mormor og morfars daimantbryllup og det var stort! Både festen og følelsen af at være til en fest, hvor vi ikke bare fejrede 60 års ægteskab, men også 60 års kærlighed. Min mormor og morfar har altid været nogle mennesker jeg har set rigtig meget op til og har levet et liv der har givet mig troen på og forventninger til kærlighed og sammenhold imellem to mennesker. 

Dagen startede, som sådan nogle bryllupper jo gør, med morgensang og vækning af brudeparret der havde været oppe i mange mange timer for at gøre klar til det store morgenmadsarrangement, hvor familie, naboer og venner kom på besøg for at fejre dem. Til frokost skulle vi alle på Hotel i Slettestrand for at fejre dem endnu mere.. Og hvilken dag det var. Jeg var rørt lige fra det øjeblik mormor og morfar åbnede deres fordør og bød os alle indenfor til hygge og morgenmad – sikke en fantastisk gave jeg har ved at have begge to tilbage. De er mere friske end de fleste – sender mails, skriver sms’er, holder ofte familiefester for den nærmeste familie, dvs børn, svigerbørn, børnebørn + partnere og alle deres oldebørn, og vi er ikke mindre end 38. Så det er et stort arbejde for dem, men det er tydeligt at de nyder hvert eneste minut med os alle sammen på besøg. Det er vidunderligt, om end lidt larmende med alle de børn. 
Til festen var der lækker, tung, god, dansk mad, underholdning og taler til brudeparret og en masse hygge og snak. Jeg nød dagen og det er jeg sikker på resten af selskabet og ikke mindst min mormor og morfar også gjorde. Børnene legede meget og det er dejligt at der er så mange små børn i familien, da Kornelia har så mange at lege med når vi alle er samlet. Og hun nød der virkelig meget. 
Her leger min fætters søde kone med de små, som også bare løb rundt og nød al pladsen til leg og ballade.
Min seje kusine spillede klaver og sang for os under lidt af maden og imens vi gik rundt og snakkede, som verdens bedste baggrundsmusik – hun er virkelig dygtig og meget modig synes jeg!

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Undervisning på UCN