Må man lære sit barn at slå fra sig?

Dette er et lidt langt indlæg om de bekymringer og frustrationer det kan bringe med sig at have børn. I hvert fald, hvis de er institutionsbørn. Håber du orker at læse indlægget helt til ende og måske endda give mig et råd eller to med på vejen. Har brug for det.

Jeg er frustreret. Min lille guldklump blev for noget tid siden bidt i armen, nede i vuggestuen, af et andet barn. Hårdt og det har tydeligvis (selvfølgelig) været en meget voldsom oplevelse for hende. Og os. Der blev bidt hul og vi måtte tale med egen læge om eventuelt behandling, men da hun har fået alle sine tre vacciner rettidigt var der, på den front ikke noget at bekymre sig over. Heldigvis.

Personalet i vuggestuen har naturligvis ikke måtte fortælle os, hvem der gjorde det, men vi var knap nået hjem fra vuggestuen den dag det skete, før hun fortæller os navnet på den skyldige dreng. Det var ham vi havde frygtet det ville være, da vi tidligere har oplevet selvsamme dreng slå, skubbe og sparke andre børn på stuen, inklusiv Lille K. Vi havde egentlig håbet lidt på at det var ét af de helt små børn på stuen, der jo endnu ikke har lært kraften af deres små nye tænder at kende. Sådan var det desværre ikke. Og det er svært. Vores lille pige nævner biderens navn herhjemme og siger hun er bange. Hun siger hun har ondt i armen og fortæller os ofte at hun er blevet bidt og siger av av. Vi har talt med hende om at man selvfølgelig ikke må bide og at det er okay hun siger stop, hvis det sker igen. Men jeg har allermest lyst til at sige hun bare skal give igen af samme skuffe. Dette gør jeg selvfølgelig ikke, da jeg jo virkelig synes det er meget forkert det drengen har gjort og stadig gør. Men nøj, hvor er det svært. Når sådan noget her sker for vores lille pige, så er hun ikke en der siger stop, bliver sur eller begynder at stortude – hun bliver stille. Meget stille. Og begynder at gå for sig selv og trække sig fra legen. Det er ikke kun vores opfattelse af hende, men også personalet i vuggestuen har bemærket at hun bliver indadvendt, når legene bliver for voldsomme eller de andre børn er for højrøstede eller kommer for tæt på.

Det er glade øjne som disse vi er vant til at sige “vi ses” til om morgenen…

Vores datter ELSKER sin vuggestue. Hun kan ikke komme hurtigt nok ud af døren for at komme ned og lege med sine 4 bedste venner i vuggestuen. Disse søde børn fortæller hun historier om til os, deres navne bliver nævnt, når vi kan høre hun leger med dukken herhjemme og de får store kram om morgenen. Men efter episoden, hvor hun blev bidt der har hun i højere grad nævnt biderens navn og sagt av av, at hun er bange, og sagt stop – som om hun viser at hun siger stop til ham. Det er tydeligt at hun prøver at fortælle os noget og vi imødekommer hende og anerkender at vi forstår at det er svært for hende og leder hende i leg med de andre børn, når vi afleverer. Hun nyder, som sagt at komme i vuggestuen. Der går ikke lang tid før hun er godt i gang, så der slet ikke er tid til at sige farvel og det er svært at få hende med hjem om eftermiddagen. Der er altid mange ting at vise os, hun skal lige lege lidt mere og vi skal hilse på de fire bedste venner inden vi kan få hende med hjem. Og det er vidunderligt. Jeg har endnu ikke oplevet at aflevere en pige der blev ked af det, når jeg gik – ikke engang efter weekend eller ferier. Før i dag. Hold da op, hvor var hun ulykkelig!! Og hold da op, hvor er det svært at skulle sige farvel til et barn der sætter sig fast på en som en sugekop. Grunden til alt dette var noget som simpelt at Lille K skulle sidde ved siden af bideren, Børnene på stuen var ved at spise frugt, da hun blev afleveret og hun blev, af pædagogen, sat på en stol ved siden af ham. Hun var så tydeligt bange. Bange for ham. Og det gjorde ondt. Min lille pige var noget så utryg og personalet anerkende ikke hendes behov. Slet ikke. Der var en plads ved bordet ved siden af og jeg spurgte om ikke hun måtte komme derover, da det jo var tydeligt for os alle, hvad grunden var til hun ikke ville sidde der. Men en ny pædagog på stuen satte Kornelia ned på højstolen igen, da hun stod op med armene rakt over mod mig. Hold da op. Jeg gav hende et hurtigt kys og sagde “vi ses skat” – dette blev svaret med et “neeeej mor. ‘Nelia bange. Vil hjem. Oooooop MOR. Av av av av!! Og så måtte jeg gå. Klumpen i halsen var stor og vreden var at føle helt uden på tøjet.

Jeg ledte efter vuggestuens leder og blev mødt af en pædagog fra en anden stue, der ofte er inde på Kornelias stue, hvorfor hun kender til både Kornelia, bideepisoden og mig.Jeg forklarede hende det hele og prøvede virkelig at holde mig objektiv, rummeligt, meget pædagogisk og professionelt til de forestående hændelser, men det blev for meget. Det er jo min lille vidunderlige datter der er så hårdt ramt fordi forældrene til en enkelt dreng på stuen ikke helt har forstået spillereglerne for børn. Specielt blandt andre børn.

Pædagogen var sød. Jeg blev trøstet, da tårerne, meget overraskende, pludselig løb ned af kinderne, hun forstod min frustration, ville tale med personalet på stuen med det samme, følge op på Kornelia og hendes humør og så ville hun nævne det for lederen, når hun kom tilbage i morgen. Jeg lovede så til gengæld hende at jeg ville nævne alt det her for lederen i morgen og bede om en tid til en samtale. For som hun sagde, vi hverken bør eller må finde os i at Kornelia er bange. Hun er i vuggestuen størstedelen af hendes vågne timer og det er vigtigt at hun tør lege og nyde dagene dernede. Og benytter sig af muligehden for at være sammen med andre børn og ikke bare går langs væggene eller leger alene i frygt for at blive slået, sparket, skubbet eller bidt af you know who.

Er der andre der har oplevet noget lignende? Eller har et godt råd? Eller bare et trøstende og beroligende ord?! Jeg vil blive glad for en kommentar, da dette er et meget personligt indlæg som jeg hele dagen har overvejet om jeg skulle smide ind på bloggen. Nu er det gjort og jeg håber det kan hjælpe mig på den ene eller anden måde.. På forhånd mange mange tak!