Anna, Lotte og Georg er på dybt vand..

Vi sidder og læser i et par bøger inden Kornelia skal sove og hun spørger til et billede i “Godnat, Anna og Lotte”:

“Øh, hvad sker der lige på det her billede?”

Jeg svarer at Georg pjasker med vandet, da han er i bad, inden han skal i seng..

Kornelia svarer helt tørt og fortrækker ikke én mine:

“Det var dog det skøreste jeg nogensinde har hørt. Hvordan kan han dog dét? Jeg har aldrig hørt at en dukke kan gøre det. Det er faktisk dumt. For sådan kan dukker da ikke gøre. Kan de vel?”

Jeg prøver på aller bedste vis at forklare at det jo er fordi det er noget Anna og Lotte leger – altså at Georg skal have et bad inden sengetid og at det er Lotte der plasker for ham, fordi han jo bare er en dukke.

Igen kigger hun tørt på mig, som om jeg er fuldstændig udenfor rækkevidde..

“Øhh mor – Lotto er altså ligesom også en dukke! Jeg synes det er så fjollet det der mor. Og jeg forstår det altså godt, synes bare det er dumt.”

Så fik hun ligesom lukket den og jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skule sige. Jeg havde så ekstremt svært ved at holde masken, for det var så komisk og fedt at se, at hun altså ikke bare lige sådan lader sig snyde. Seje pige!

Jeg ELSKER hende! Og den her alder er pragtfuld, for hun har den der helt vidunderlige umiddelbarhed. Kornelia har jo fuldstændig ret – fik dog talt med hende til sidst om, at det jo bare er en bog og at den måske så bare er for lidt mindre børn. Afslutningsvist sagde hun:

“Jamen så synes jeg bare du skal læse den for Leonora i stedet for. Hun er lille nok til den bog.” 

Punktum!