Selv de smukkeste roser har torne..

At få børn er en dans på roser og med dette mener jeg, at uanset om jeg danser stille og rolig kinddans eller hopper og danser vildt, så sker det engang imellem, at jeg rammer en torn der gør så ondt at jeg må sætte mig ned og pleje mine sår.. Forstå mig ret – jeg synes det så helt enormt vidunderligt og stort at få børn, nærmest større end det størst jeg kender, og jeg kan ikke beskrive eller forklare det, men det er godt nok også hårdt!! Jeg var den første i vennegruppen der fik barn og også den første til at få barn nummer to så lang tid efter barn nummer et, at Martin og jeg havde fundet fodfæste og kunne snuse til den nemme hverdag med et barn der talte, nemt og hurtigt kunne komme med på farten og som var meget selvhjulpen. Jeg havde derfor én der kunne fortælle mig, hvor hårdt det reelt ville blive med to børn. Det hele afhænger jo i høj grad også af, hvilket barn man får og vi blev meget overraskede over, hvor stor forskel der egentlig kan være på sine børns soverytmer, madvaner, immunforsvar og ikke mindst temperament.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra mine egne erfaringer, både som mor og kæreste, og jeg vil prøve at lade jer komme ind under huden på mig denne gang, da jeg synes det er så vigtigt også at vise den side af hverdagen der faktisk gør ondt. Helt ind i maven!

I de perioder, hvor den hårde hverdag – de praktiske opgaver, grænsesøgende børn, manglende søvn, for mange planer, alt for meget sygdom, for lidt oprydning, for meget receptpligtig medicin i køleskab og skab, for meget beskidt vasketøj og manglende overskud – tager over, for de ellers så vidunderlige stjernestunder i hverdagen, hvor vi griner, kysser, danser, tegner, roder, laver mad, giver bad, spiser og hygger os i én pærevælling, tænker jeg ofte; “Hvornår kommer der en voksen og tager over?”

De tidspunkter, hvor jeg synes det er aller hårdest, at være mor er, når jeg:

· Falder over legetøj om natten, fordi der ikke er blevet ryttet op.
· Tager vasketøj direkte fra tørrestativet.
· Når jeg for både 1., 2. og 3. gang står hos ørelægen og fastholder min mindste datter, mens hun har en maske foran ansigtet, der på    få sekunder får hende til at sove og jeg hver gang har tænkt – hvorfor hende, hvor er det synd, mon denne gang bliver anderledes?
· Når min fire-årige datter skriger, råber og er hysterisk sur over noget, der for mig enten uforstående eller kan fremstå ligegyldigt.
· Når jeg selv bliver ligeså sur.
· Når jeg ikke får nok søvn.
· Når hverken Martin eller jeg har overskud og hverdagen ender i en tilstand af overlevelse.
· Når jeg, for sent, opdager snot, rester af havregrød og andet mad på mit tøj.
· Når der pludselig er én der ikke er sød ved, vil lege med eller på anden måde afviser ens barn.
· Når jeg drømmer om spontanitet, strammere maveskind, tosomhed i sofaen med Martin, sammenhængende nattesøvn, aftensmad klokken 21 foran tv’et, at sove længe, drikke mig spontant fuld eller romantiske ferierejser.

Men heldigvis bliver disse uoverskuelige timer, dage og perioder pludselig glemt igen – nogle gange fra det ene øjeblik til det andet.. For dem der ikke har børn kan det være uforstående, hvordan dette sker, men jeg er sikker på, at alle forældre kan nikke genkendelse til ét eller flere af nedenstående (og måske også ovenstående?!) punkter:

· Følelsen i maven, når man første gange hører sit barn sige MOR
· De der første våde kys, hvor barnet strækker sig over mod én med helt åben mund
· Duften af ens eget nyfødte barn
· De første skridt
· Når jeg kan se mine piger være trygge, sunde og raske
· At jeg får at vide jeg er elsket af K
· At kysse små babyfødder
· At være stolt, lykkelig og kampklar sammen med Martin
· Når jeg kan se i øjnene på mine døtre, at de elsker mig
· Børnesnorken om natten
· Børnefantasi i leg og på tegninger
· En arm rundt om halsen, når de løftes sovende i seng
· Stoltheden i deres øjne, når de lærer eller opdager nogle helt nye færdigheder
· Når mit ansigt holdes med to børnehænder, når jeg får et kys

Selvom hverdagen til tider kan virke uoverskuelig og urimelig efter vi har fået børn, så ville jeg ikke være de to guldklumper foruden! De fylder mig med det aller største og jeg fortryder aldrig at jeg valgte at få to smukke, kærlige og pragtfulde børn med verdens bedste mand/far. At det er Martin jeg har fået børn med er alfa og omega for at jeg altid finder tilbage til overfladen, når jeg synes jeg er ved at miste fodfæste. Han er en enorm stor og uundværlig klippe for mig, for han er altid lidt hurtigere til lige at smile, grine og hive os ud af den dårlige spiral og dermed få mig til at glemme alt det hårde et øjeblik. Dette gør han nogle gange helt simpelt ved bare at bestille noget mad udefra, så får jeg mig det pusterum i hverdagen der gør at jeg kan læne mig tilbage og nyde familien et øjeblik. For det er jo dem der er aller aller vigtigst for mig – så skidt pyt da med støv i hjørnerne, legetøj på gulvet, ekstra tørt tøj på tørrestativet og aftensmad hver dag på ca samme tid. Jeg er LYKKELIG for at Martin igen og igen får mig til at indse at jeg skal have fokus på at vi alle fire sidder sunde og raske rundt om bordet og kan være sammen. Han har helt ret. I aften vil jeg lade pigerne svine lidt mere ved bordet, kysse lidt mere, lade legetøjet flyde og sænke mine egne forventninger til det her MOR-halløj. Med indlægget her vil jeg nok egentlig mest af alt bare sige at nogle roser har flere roser end andre og du hverken kan eller skal undgå at træde på dem, får så danser du ikke nok — du skal bare have den rette til at give dig plaster på, til at tage din hånd og hjælpe dig ud på dansegulvet igen, måske også nogle gange før, du selv synes dit sår er helet. Det her med at blive forældre kræver hårdt arbejde, kærlighed, empati og mest af alt, at du har fundet den rette samarbejdspartner til opgaven!!