Kæledyr eller ej?

Kornelia er blevet forelsket. Og jeg er måske også en smule. I en lille sort/hvid klump med lang pels og ører der hænger. Det er en lille bitte kaninunge, som vi fik lov til at sidde med i en dyrehandler, som vi faktisk jævnligt besøger for at pigerne kan se dyr.

Hverken Martin eller jeg orker besværet og ansvaret for et kæledyr. For uanset, hvor meget Kornelia lover at hun gerne vil passe den, sidde med den, lege med den, sørge for at give den mad og vand, så har vi bare begge to været der – det bliver hverdag. Skoledagen er lang, venner og veninder trækker, lektier, legeaftaler og alt muligt andet bliver pludselig meget mere spændende. Og det er forståeligt at de får det sådan – der er jo en form for nyhedsværdi i det, som når de får nyt legetøj. En kanin kan bare ikke pakkes væk i tre måneders tid og så pludselig være sjov igen. For i mellemtiden er den lille pelsede basse de voksnes ansvar. Og jeg synes da den er super sød. Ude i en butik, hvor jeg kan sige hej, sidde med den og se Kornelias glæde, men hold da op, hvor var det fedt at tænke på at vi bare kunne sætte den ind i buret igen og køre hjem, når ikke vi gad mere. Hvilket var efter 20 minutters tid for Kornelias vedkommende.

Hvordan har du det med kæledyr? Har I huset fuld af dem eller? Hvem passer dem? Måske er jeg bare totalt fordumsfuld og trækker kun på egne ret dårlige erfaringer. For et dyr der kommer til at stå i en garage – en hund er noget andet, da den jo bliver en del af familien. Men den skal også ud og gå i sne- og regnvejr, aktiveres og den skal ikke bare være alene hjemme hele tiden.

Dét der også spiller ind for mig er friheden. Jeg har følelsen af at blive mere frihedsberøvet, hvis jeg fik et husdyr end jeg egentligt havde, da jeg skulle være mor. Mine børn har jeg lyst til at være sammen med hele tiden og have dem med over alt. Et kæledyr kan jeg ikke tage med på weekendtur, til familiefødselsdag og alt muligt andet – jeg skal hele tiden hjem og sørge for det kæledyr..

Det er dog svært at se sin datter så glad og interesseret og jeg vil da lyve, hvis jeg ikke sagde at jeg i et splitsekund overvejede om ikke jeg lige kunne lade hende skabe egne erfaringer i forhold til ansvaret for et kæledyr, i stedet for hun skulle straffes for mine dårlige valg som barn. Heldigvis sendte jeg et billede til Martin af vores store pige med en kanin på skødet, som mindede mig om at vi altså kun skulle komme to hjem fra den dyrehandler!

For selvom den kanin var mega mega nuttet, så må jeg indrømme at jeg var LYKKELIG da vi kørte derfra uden en kanin. Alt det arbejde, rengøring, udgifter, pligter, rent vand, bekymringer og den dårlige samvittighed – overfor kaninen på grund af den manglende interesse fra børnene. Og Martin og jeg. Pyh! Tror der går noget tid for jeg skal derud igen.. Dyreunger og babyer er åbenbart letpåvirkelige på min dømmekraft for tiden!