Jeg er tyk.

Jeg ved det godt. Jeg er stor, jeg er endda tyk. Det er jo ikke noget jeg synes er det fedeste i verden, slet ikke. MEN faktum er at jeg er blevet tyk og sådan er dét. Det er 100% min egen sag, mit egen problem og min egen opgave at komme ud af denne (forhåbentlig midlertidige!!) tilstand.

Der er mange faktorer der har spillet ind, siden jeg ser ud som jeg gør. Jeg kender selv alle grundende, men det er de færreste der gør og det rager ikke alle og enhver. Jeg skriver ikke dette indlæg for at få medlidenhed eller for at brokke mig. Og så alligevel. Jeg vil gerne sige med dette indlæg at man sgu skal opføre sig ordentligt overfor andre mennesker. Både tynde, normalvægtige og tykke. Vi kan altså ikke være andet bekendt!

Jeg har i dag oplevet at blive kaldt tyk. Flere gange og helt direkte med ordet tyk en håndfuld gange. Jeg blev sådan set ikke decideret ked af det over at ordet tyk blev sat i sammenhæng med mig, for jeg VED godt jeg er tyk. Jeg kan selv se/mærke det og sådan er det bare for mig i denne tid. Jeg kan godt leve med det, hvis det var en fortalelse af, hvordan personen egentlig ser mig, (hvilket jo også bare ville være ok, for jeg ER tyk og sådan ser jeg ud), MEN at man direkte kalder folk tykke. Eller tynde for den sags skyld. Det er IKKE OKAY!

Jeg blev chokeret over at blive talt sådan til, overrasket over en uforskammethed jeg aldrig har mødt før. Og fik slet ikke sagt andet end “hvad mener du lige med dét?”, samtidig med jeg kogte indvendigt af raseri over tiltalen, men også på mig selv. Over at jeg ikke kunne få mig til at sige noget og at være blevet udsat for den uforskammethed uden at forsvare mig selv. Ordene “det er du selv ude om”, “hvorfor taber du dig ikke bare” og gør nu noget ved det vægttab!” og lignende kørte rundt i hovedet på mig og dét gjorde mig nok mest rasende. At et andet person skal få mig til at tænke sådan om mig selv. At min selvfølelse skal påvirkes sådan af andres (ubetænksomme) ord. Jeg vil sgu ikke være med til det – vi skal være ordentlige ved hinanden. Kroppe er kroppe – uanset om de er tynde, normalvægtige eller tykke. Jeg har en krop. Den er stor, men den er min og jeg bestemmer at den ikke skal tales sådan til. Hverken af andre eller mig, så jeg takker istedet min krop for hver dag at bære mig, for at have født mine børn, for at være mega sej, blød og fyldt med strækmærker den ene og anden vej, men mest af alt vil jeg takke min krop for at være MIN!

Skal vi ikke aftale at vi taler pænt om hinandens seje kroppe?