“Jamen du burde da..”

Burde betyder: “Om noget, man ikke gjorde, men som man føler, at man skulle have gjort.”

Jeg burde være tilfreds med vores hus, vores forhold, vores børn, vores muligheder og vores liv generelt. Men er det ikke også okay ikke at være det hele tiden? Og så ændre på de ting der ikke spiller. Hvem BØR man være noget for? Altså udover ens børn og en selv? Jeg har jo reelt kun ansvar for tre mennesker i mit liv. Mig selv og mine to børn. Hvorfor kan det ansvar være så tungt at jeg nærmest ikke kan stå oprejs. Jeg burde jo hoppe ud af sengen og være glad. Ikke?

Vi har nærmest mødt ingen der forstår at vi vil sælge vores hus. At vi ikke orker at være der længere, fordi vi gerne vil videre fra det store hus med så mange projekter forude stadigvæk. Ifølge mange af dem vi har talt med det om, de siger at “vi da burde være mega glade for det efter den store renovering OG placeringen ift pigerne.” Men det er vi bare ikke længere. Om vi kommer til at fortryde aner vi jo ikke, men vi er nødt til at gøre et forsøg. Trække stikket og hive teltpælene op. Vi er kørt så trætte i det her husprojekt. Desværre. Men vi føler ikke vi bør andet end at lytte til vores mavefornemmelse og følge den. Så må vi se, hvor vi ender henne.

Jeg ved godt at jeg er i et godt, stabilt, trygt og kærligt forhold. Jeg elsker det. Men samtidig hader jeg det også nogle gange. Forstået på den måde at det kan drive mig (helt sikkert også Martin) til vanvid at være voksen. Med stort ansvar, så uendeligt mange praktiske opgaver i hverdagen, al den forståelse og rummelighed der skal til, støtte (også når man er uenig i valget), opdrage og alle de andre til tider kedelig ting voksenlivet bringer med sig. Men jeg er tryg, glad, elsket, forstået, respekteret og jeg elsker. Jeg er lykkelig. Ikke hver dag, i perioder slet ikke, men andre gange slår min mave koldbøtter og jeg bliver stadig sporadisk nyforelsket efter mere end 12 års forhold. Dét kan noget, som jeg ikke er klar til at give slip på, selvom jeg nogle gange tænker at det da må være nemmere.. Jeg bør ikke andet end lytte til mig selv og mine følelser. For de er rigtige og store, præcis som de skal være.

Jeg burde være en mere nærværende, rummelig, lyttende, forstående, smilende og omsorgsfuld mor. Jeg kan altid blive bedre. Men jeg er en god mor for mine piger. Jeg er streng, bestemt, kærlig, sød, sjov, skør og lige den mor jeg er. Jeg er elsket af mine døtre og så bør jeg ikke være noget som helst andet.

Jeg lever et priviligeret liv, hvor jeg har det nemmere end andre, men derfor tillader jeg mig også at føle og reagere, når der er noget der ikke fungerer. Det er bagateller som jeg gerne vil ændre i mit liv, blandt andet tabe mig, men det gør jeg først når overskuddet er til det.

Men når alt kommer til alt. Hvad er alternativet? Vi er her kun en gang og vi vil altså gerne nyde det. Vi tager en dag ad gangen og lytter til vores mavefornemmelser. Vi taler sammen. Mange gange om de samme ting. Også nogle gange flere gange end Martin har behov for. Vi lytter, afreagerer, griner, græder, råber, har sex, skændes, trøster, støtter, glemmer, kysser, tilgiver og lever. Vi er her kun én gang. Vi kommer til at fortryde ting, men vi må ikke begynde at leve efter, “hvad vi burde gøre”. Vi skal bare leve. Og skabe os det liv der tiltaler os. Det fortjener vi. Og vi skylder os selv og vores børn at lytte til os selv – vi skal huske at lære vores døtre ikke at leve efter, hvad de bør, men hvad de har lyst til.