Feberkramper, ambulance og indlæggelse

I nat fik vi en virkelig ubehagelig overraskelse! Jeg lå sammen med Leonora i vores seng, da hun ikke ville sove længere, da jeg gik i seng.. Hun havde sovet et par timer for så derefter at være vågen, græde, vride sig, sove, vågne, døse hen, græde osv osv, indtil hun faldt i søvn i mine arme. Jeg så vil rykke lidt væk fra hende, da jeg tænkte det ville blive for varmt for os begge at ligge så tæt. Leonora hulkede lidt og snøftede og så begyndte hun at ryste over hele kroppen for derefter at få kramper. Jeg ville vende hende om på siden for at nusse hende, få hende til at slappe af, men det hjalp ikke.

Jeg skyndte mig op, løftede Leonora op og fik Martin til at ringe til vagtlægen. Hurtigt måtte jeg erkende at L var stiv som et bræt, hun havde kraftige kramper og jeg bad M ringe efter en ambulance i stedet. Pludselig blev jeg bange og alvoren ramte mig!

Tingene skulle pludselig gå stærkt, der skulle afgives adresse, som de åbenbart ikke kunne finde ud af at høre/skrive/finde, så det tog mega lang tid at stave og gentage nummeret igen og igen og igen. Endelig var ambulancen på vej og jeg talte med en meget dygtig sygeplejerske i telefonen gennem hele forløbet og hun kunne få mig til at give alle informationer og tjekke op på Leonoras vejrtrækning, tilstand og hudfarve, som blev mere og mere blå.

Sygeplejersken i telefonen sagde at ambulancen ikke kunne finde vores hus, så jeg måtte rende ud efter dem mens Martin var inde med Leonora i stuen, som lå på sofaen og var stiv som et bræt med armene over hovedet i kramper, da jeg løb ud i mørket mere eller mindre i panik/chok. Da jeg kom tilbage til huset med redderne var Leonora på armen af Martin. Uden kramperog smilede til mig og var meget nysgerrig på, hvem jeg havde med hjem.

Leonora er simpelthen for sej. Jeg er stolt! I ambulancen smilede hun til de to reddere og lægen fra lægeambulancen blev også mødt med smil og Leonoras milde væsen og glade øjne. Jeg var ikke længere bekymret, nervøs eller bange. Vi var i sikkerhed og Leonora var med et trylleslag sig selv igen.

Det var en varm pige jeg sad med til diverse undersøgelser på sygehuset, hvorefter vi blev indlagt og måtte vente på stuegang. Efter denne blev vi udskrevet med en brochure om feberkramper og en recept på Stesolid i hånden. Min søde søster hentede os på sygehuset, da Martin på nuværende tidspunkt er til et vigtigt møde i Aarhus. Leonora og jeg blev overrasket med en skøn gave, hvor der var en lækker LEGO Duplo ambulance i, med et smukt kort med en lille påmindelsen om at denne i plastik gerne må blive dét hun ser til ambulancer i fremtiden. Jeg håber af hele mit hjerte at Leonora lytter til mosters råd.

Tak fordi du læste med så langt – herunder er der nogle af de billeder jeg har fået taget af den lille mus. Utroligt, hvor slap hun var lige efter.. Nu er hun helt frisk, kravler rundt, snakker, synger, laver ballade og er sig selv. Vidunderligt!!

Psst.. fik jeg sagt at hun for første gang, sådan rigtigt sagde “bøøøh” inde ved én af undersøgelserne på sygehuset? Hun sad og løftede en stofble over hovedet. Jeg sagde, som jeg så ofte gør til hende: “kuk kuk”, hvorefter hun hurtigt hiver stofbleen væk og med stor iver og smil siger: “bøøøh” til mig og overlægen, som om hun har gjort det hundrede gange. Mit hjerte smeltede og jeg var lige ved at bryde sammen af lettelse over at dét var udfaldet af de ubehagelige kramper.

 

Følg med på Instagram @diarydk