Laseroperation i Aarhus

Der er desværre ret lang tid mellem indlæggene her på bloggen, men jeg har ret meget om ørerne for tiden.
Leonora har fået lagt dræn, i fredags, hvilket egentlig betød en væsentlig forbedring i nattesøvnen. Indtil i går aftes/nat!!

Jeg sad oppe med hende fra kl 21-01, og hun var umiddelbart rigtig træt, men har ikke kunne give op. Jeg frygter det er drænet i højre øre der måske er faldet ud, da hun de sidste par dage igen har taget sig til dét øre nogle gange.
Derudover bliver der holdt en eller anden øvelse med helikoptere her i området, så hver halve time, hele natten flyver der en helikopter – helt vildt tæt på – frem og tilbage over vores område/hus. Og selvom det kun er 1 minuts tid, så er der nok larm til at begge piger oftest vågner, i mere eller mindre grad.

Jeg har i dag, omkring frokost, fået lavet en laseroperation på begge mine øjne, på Aarhus Universitetshospital og jeg har både glædet mig og været vildt nervøs. Jeg havde overvejet denne operation i rigtig mange år, men havde ikke turde håbe på at det ville gå så stærkt, når først jeg havde fået tid ved en forundersøgelse. Pludselig var det i dag dagen, hvor jeg skulle afsted til en operation, der kunne have så stor betydning for hele mit fremtidige liv, forhåbentlig. Normalt ser jeg rigtig dårligt – jeg har over minus 6 på begge øjne og kan derfor stort set ikke se noget, når ikke jeg har kontaktlinser i øjnene. Briller er ikke optimalt for mig, da mit synsfelt er meget begrænset med briller på, grundet den høje styrke.

Jeg blev kørt til Aarhus af en veninde, som ventede under indgrebet og kørte mig hjem igen efterfølgende.
Under indgrebet kunne jeg slet intet mærke på højre øje, men det venstre gjorde lidt ondt og jeg kunne mærke en del af det, både maskinen og lægen lavede, hvilket var ret ubehageligt..
Efter indgrebet kunne jeg sagtens gå op til bilen og faldt hurtigt i søvn, men på motorvejen kort før Aalborg vågnede jeg og havde så ondt i øjnene. De gjorde ondt – sved og de løb i vand. Øjnene var meget lysfølsomme og da vi ramte adressen herhjemme, fulgte min søde veninde mig op i seng og hjalp med at give mig kapsler på øjnene.
Det var så smertefuldt. Heldigvis faldt jeg igen meget hurtigt i søvn og vågnede op med færre smerter. Mine øjne er, som forventet, stadig ømme og jeg kan endnu ikke se ordentlig. Mit syn er tåget og sløret, men jeg kan se bedre end jeg kunne før. Er dog stadig meget nervøs for om mit syn er blevet godt nok til at kunne undvære briller. Det håber jeg virkelig!
I morgen tidlig skal Martin og jeg til kontrol i Aarhus igen og jeg er spændt på, hvordan mit syn er til den tid. Jeg skal forvente at mit syn ikke har rettet sig helt til før om 3 måneders tid.

Det bliver underligt for mig ikke at være afhængig af kontaktlinser længere. Hvis jeg er så uheldig, at jeg ikke kan undvære hjælp til synet, så er min eneste mulighed briller, hvilket for mig ville være en katastrofe.
Jeg skal sove med sådan nogle kapsler på øjenene de næste 14 dage og må ikke få make up på, da det er meget vigtigt at jeg ikke klør i mine øjne mens de heler efter indgrebet. Derudover skal jeg de næste 14 dage også dryppes op til 4 gange om dagen, men det er ingenting i forhold til det bøvl jeg havde, da jeg fik hornhindebetændelse.
Kryds lige fingre for at jeg vågner op i morgen med øjne der, for aller første gang nogensinde kan se både Martin og mine døtre helt klart og tydeligt, uden hjælpemidler. Åh, hvor jeg håber!

Psst.. billedet øverst oppe er mig, træt og uden make up – meget grænseoverskridende at smide sådan et billede op, trods sort/hvidt-filter, men sådan kommer jeg jo til at se ud de næste 14 dage, så tænkte at jeg ligeså godt kunne vænne mig til synet.

Husk du også kan følge med på instagram @diarydk