Ekstrovert eller introvert?

Jeg er ret sikker på, at mange af dem der har været tætte på mig de sidste 10-15 år, vil beskrive mig som overvejende ekstrovert. Det er jeg faktisk langt fra og jeg er blevet endnu mere introvert her de seneste år. Det betyder ikke at jeg ikke kan indgå i sociale sammenhænge uden at føle mig utryg eller ikke tør gå ind i store forsamlinger. Det tør jeg godt og kan også godt hygge mig i det nogle gange, men hold da op, hvor er det begyndt at dræne mig. Jeg bruger vanvittigt meget energi på at være ude – både i større forsamlinger og de små forsamlinger med ene af mennesker jeg kender, men så lader jeg efterfølgende op derhjemme og det er fint for mig. Nu ved jeg så bare at det ér sådan – det ene er ikke bedre end det andet for mig.

Jeg troede bare ikke man kunne ændre sig så meget – det er jo hele min personlighed der stille og roligt er blevet mere “min egen”, som jeg lidt føler det. 

Som barn og særligt ung har jeg altid fået at vide at jeg var sådan en stærk pige. At jeg var robust og kunne klare en masse, bære en masse ansvar/vægt på mine skuldre. Og det kunne jeg også, men jeg har sidenhen også fået andre prioriteringer i mit liv. Det fylder ikke længere særlig meget for mig at skulle være den der har det forkromede overblik, den der går forrest, den der påtager mig andres problemer, den der ringer eller skriver til veninderne for at bibeholde kontakten eller den der altid tager initiativ til at mødes med mine veninder.

Jeg gider ikke længere være dén pige og jeg har længe øvet mig i at have is i maven, hvor jeg har kunne slappe af og acceptere at der ikke er den samme kontakt til mine veninder, som tidligere. At venskaber er vigtige for mig, men ikke så vigtige at ansvaret for kontakt udelukkende er hos mig. Jeg er ikke stærk.

Jeg har skulle øve mig i at trække mig, øve mig i at sige fra og ligefrem nej. Lade telefonen være om aftenen og ikke ringe til mine veninder for at høre, hvordan det går hos dem. Det har været helt vildt frygteligt at tvinge mig selv til det, men nu er det okay. Jeg ved jo helt ærligt, at de ikke ringer til mig for at høre, hvordan det går hos mig. Måske fordi de har vænnet sig til at det mig der plejer at være dén der holder styr på vores kontakt.

Eller måske fordi venskabet ikke er så vigtigt. For nogle af os. Men at jeg krampagtigt forsøger at holde fast i noget det måske var engang. Nu har jeg givet slip. Jeg vil ikke mere. For når jeg mærker efter indeni, så vil jeg kune være der for folk der er der for mig, jeg har da ikke brug for andre typer i mit liv. Jeg er for vigtig. Og jeg er sgu for god en veninde til at ville det.

Jeg er blevet bevidst om, hvor jeg lader op henne. Det er hjemme. Hos min lille familie. Her kan jeg være mig. Jeg kan slappe af, kræve et kram, give et kys, tale længe, være stille, grine, græde, danse grimt, slappe af, hulke af grin/gråd, lukke døren, lege på gulvet, sidde tæt i sofaen, lytte, spørge, svare, skrive, læse og det er her jeg er får et kys, hvor jeg er elsket, irriterende, brokkende, smilende, rosende, opdragende, opslugt, værdsat og hvor jeg kan sige min helt ærlige mening! Jeg kan virkelig være mig. Sårbar og ærlig.

Det her lyder som en klagesang. Det er det bestemt ikke. Jeg synes bare det er vigtigt at sætte ord på de ting der ikke er perfekte. Og jeg er ikke perfekt – har ikke lyst til at være perfekt. Min kanal her plejer ikke at være så personlig her, men essencen af dette indlæg, er for mig; styrke. At jeg med tiden er blevet stærk nok til at acceptere at jeg er mig. At det er mere end okay at sige fra, forvente at kunne sige til og så bare være mig!

Jeg er mere end god nok og har faktisk mega meget at byde på. Og det forventer jeg at andre sætter pris på – det kan jeg nemlig godt forvente, det skal jeg faktisk!

Er du introvert? Lader du op derhjemme og slapper du bedst af i eget selskab/derhjemme? Eller er du ekstrovert? Lader du op blandt andre mennesker og får energi af at være blandt (mange) andre mennesker? Har du ændret dig fra din tidlige ungdom til nu? Eller er det andres opfattelse af dig der skabte dig dengang? For måske virkede jeg stærk og ovenpå, fordi det blev forventet af mig? Det tror jeg faktisk ofte var tilfældet. Jeg var måske også ret introvert og usikker som barn/ung, men kæmpede med at træde vande for at bibeholde en facade som levede op til andres billede af mig. Et billede som jeg efterhånden har lært at slippe og være ligeglad med.

Andre må mene, tro og synes det de vil om mig. Selvfølgelig kan jeg blive meget påvirket af dem, da jeg jo ér en føler/en tænker, men jeg er blevet bedre til ikke at lade det påvirke mine handlinger, min måde at være på eller min opfattelse af mig selv.

Måske er jeg bare ved at blive voksen? Eller også er jeg, i en alder af snart 32, i stand til at acceptere mig selv. Jeg håber faktisk det er det første, for det er sgu da skræmmende først at være her i en alder af 32, hvis det bare er fordi jeg har været usikker/påvirket af andres meninger. Ingen er perfekte og det er okay. Mere end okay!