Bæredygtig kærlighed

For noget tid siden hørte jeg en radioudsendelse på 24/7 med Hella Joof og hun sagde, som hun ofte gør, nogle ting jeg virkelig kan identificere mig med. Hun rammer ofte plet med sine beskrivelser og denne gang var ingen undtagelse. Hun beskrev, hvordan man skal se på kærligheden og det ramte mig. Hvornår man møder rigtig kærlighed.

Jeg er før stødt på kærlighed, jeg har været forelsket og troet jeg var lykkelig. Men så mødte jeg Martin. Det lyder sukkersødt og faktisk helt forfærdetligt at jeg har troet at jeg vidste noget som helst. HA! Mine tidligere forelskelser og kærligheder har været så drænende og dræbende. For mig. For ham. For kærligheden.

Tidligere troede jeg at jeg skulle have en kæreste der gjorde mig lykkelig. At jeg blev lykkelig på grund af ham og han afgjorde min lykke. For det gjorde de. De tidligere kærester. De havde 100% ansvar for min lykke og hvilket ansvar jeg har givet dem. De har fået leveret mit hjerte på et sølvfad og dét har medfødt en masse usikkerhed fra min side. De kunne jo til enhver tid skride med mit hjerte og dermed min lykke. Og nogle af dem gjorde det da også. Hvilket jeg jo selvfølgelig er meget taknemmelig for i dag. For der er ikke noget sted jeg nogensinde har været før, hvor jeg har haft en dybere, mere ærlig eller mere grundlæggende lykke end jeg har nu.

Tidligere kunne jeg bruge timer på at tjekke min telefon, hvis min kæreste var ude. Hele tiden holde øje med om jeg fik en sms og ved det mindste tegn på kontakt, så smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne. Det er en frygtelig følelse at være så afhængig af et andet menneske. Jeg var bange for om han nu kom hjem igen – med min lykke. Og var urolig på byture eller alenetid, for jeg havde ladet et andet menneske afgøre min sikkerhed for lykke. Jeg var ung, jeg var dum og jeg havde simpelthen bare ikke mødt den rigtige, men det vidste jeg jo ikke dengang.

Martin har en ubeskrivelig stor andel i min lykke, men det er fordi han er så meget en del af mit liv, jeg har stor kærlighed til ham og jeg ved at han har det samme til mig. Jeg har ikke brug for konstant at blive bekræftet af ham, hans tid, hans beskeder, hans opkald, hans nærvær og hans prioritering. For jeg ved at jeg er hans og han er min. Vi har et fælles mindset og værdigrundlag. Jeg ved at jeg også kan være glad, nyde livet, have det sjovt, være tryg, slappe af, udfordre mig selv og være lykkelig uden han står ved min side, for jeg ved at han står lige ved mig, når enten han eller jeg kommer hjem igen.

Stockholm 2008

Det har kostet en del venskaber og meget andet at nå hertil, hvor hverken jeg eller en anden har ansvar for et andet menneskes lykke, men jeg hviler i at jeg selv har ansvar for at begå mig med mennesker og aktiviteter der genererer overskud og lykke for mig, istedet for at bibeholde mig selv i relationer der var drænende og dræbende “bare fordi”. Ikke mere.

Martin har vist mig tillid og har satset ligeså meget på os to, som jeg har. Fordi han har haft og stadig har lyst. Mange er overraskede over, hvor ofte vi laver forskellige ting og ofte er væk fra hinanden af både kortere og længere tid, men det fungerer for os og vi har det rigtig godt. Jeg er lykkelig. Helt ind til benet og jeg kunne ikke forestille mig at leve et andet liv end jeg gør nu. Jeg kunne godt, så jeg frygter ikke for, hvad fremtiden kunne bringe og det giver mig hverken hjertebanken eller uro i kroppen, hvis Martin i perioder har travlt med arbejde nærmest døgnet rundt, samtidig med at han ser venner, kollegaer og er meget ude. For jeg ved at jeg er med ham, at han kommer hjem og holder om mig, at han kommer hjem og lader op sammen med os der betyder allermest for ham. Det ved jeg nemlig vi tre piger herhjemme gør og dét får han os altid til at føle, hvilket nok er dét der bærer kærligheden. At både Martin og jeg med sikkerhed ved, helt ind i hjertet, at det er os to mod resten af verden. Vores to-somhed er noget særlig og meget bæredygtig.