Hvordan hjælper jeg min generte datter?

Jeg er, som udgangspunkt et meget udadvendt menneske – jeg er nysgerrig, elsker personlige udfordringer og kaster mig med stor glæde ud i noget nyt, selvom det indebærer en del ansvar, at forholde mig til mange nye mennesker og stå fast på mine beslutninger. At sælge de ting jeg tror og står for har aldrig været svært for mig, jeg synes derimod det er utrolig spændende at oparbejde nye samarbejder og at afprøve mine egne grænser på den front. Jeg kan bestemt også få sommerfugle i maven og få følelsen af at alle kigger, men det gør bare at jeg så føler at jeg må koncentrere mig lidt bedre og yde lidt mere.

Det har bestemt også sine ulemper at være på min måde, det er jeg godt klar over og jeg prøver også ofte at få mit pågåmod, iver og snakketøj til at passe ind i de forskellige situationer. Jeg øver mig i at tale mindre, lytte mere og bedre, jeg kan til tider fylde (for) meget og jeg har nogle gange på fornemmelsen at nogle føler at jeg tager pladsen for dem. Hvis jeg føler dette, så trækker jeg mine følehorn lidt til mig eller også argumenterer jeg mere for min sag – dette afhænger selvfølgelig 100% af situationen, men som udgangspunkt, i forhold til arbejde, blog, spons, studie og mange andre lignende situationer, så synes jeg at det er vigtigt at holde fokus på sit mål og så regulerer spidsheden på sine albuer derefter.

Det aller bedste ville helt sikkert være en mellemting af de to ovenstående. Jeg ved, fra familie og veninder at min måde at være på kan virke meget skræmmende og nogle forstår ikke at jeg tør. Ligeledes forstår jeg heller ikke generthed! Hvad er man bange for? Og når jeg så oplever genertheden hos mit eget barn, så er jeg jo i et eller andet omfang nødt til at forstå det, i hvert fald for at kunne støtte, hjælpe og guide hende til at få noget ud af de skræmmende situationer.

Hvordan støtter jeg, som mor, i et situation, som til gymnastik? Hvordan forbereder jeg et genert barn, der glæder sig så enormt meget til at komme afsted og være der, lige indtil det hele sådan rigtig går i gang?

Kornelia holdt hele tiden øje med mig, når hun var på dansegulvet – med meget ængstelige øjne, som om hun ville være sikker på om jeg nu også så efter hende/passede på hende. Det gjorde jeg selvfølgelig – samtidig med at jeg prøvede at gøre tegn til hende at alt var okay og at hun bare skulle danse alt det hun havde lyst til. Pludselig blev det for meget og hun løb ned til mig og spurgte om ikke nok hun måtte sidde ved mig lidt og kigge på. Selvfølgelig måtte hun det!

Jeg hverken kunne eller ville presse hende til at deltage mere, da det var så tydeligt, at hun var bakket helt ud af salen. Og så er det vigtigt for mig at hun forstår, at vi var/går til dans for hendes skyld. At hun skal synes det er sjovt, da vi ellers sagtens kan lave noget andet. Under hele dansetimen gjorde jeg meget ud af at være anerkendende overfor hende – fortælle hende, at jeg godt kunne forstå at det er svært, at hun skulle være ny, når nogle af de andre kunne en del af de danse der blev danset. Jeg gjorde meget for at  støtte hende i, at det var okay at danse med nede ved mig på måtten og gav hende lov til at gå lidt til og fra mig/dansegulvet – gav hende plads til selv at mærke, i hvor stort et omfang, hun kunne lide at være med.

Det begrænser Kornelia meget, i situationer som ovenstående, at hun er så genert. Hendes begrundelser for ikke at ville danse med var mange, blandt andet “Jeg er træt.“, “Jeg kender slet ikke dansen.” og “De andre må altså ikke kigge på mig.“

De sidste ti minutter var hun med hele tiden – der dansede de i rundkreds, dansede Boogie Woogie og sagde farvel til hinanden. Hun fik en god oplevelse med sig og sagde at hun allerede glædede sig til næste gang. Jeg var positiv og tænkte at det bare var lidt begyndernervøsitet hun havde haft.

Men på vej derfra, i bilen, sagde hun mange negative ting om dét at gå til dans – det var kedeligt, det var ikke sådan noget dans hun ville gå til, de danse de havde danset var for nemme, det var bare træls at forældrene havde siddet der (mig inklusiv), men at hun gerne ville fortsætte med at gå der. Da vi kom hjem og hun skulle fortælle om dansetimen til Martin, så ville hun gå til det og jeg skulle også med næste gang også. Der var to andre piger med på holdet for første gang – den ene lidt yngre og den andet lidt ældre end Kornelia. De kastede sig begge ud i det med åbne arme – ingen af dem kunne nogle af dansene, men de free-stylede og synes tydeligt at det var sjovt at være med. De to andre piger var tydeligvis meget mere som mig, ikke kun på dansegulvet, men også overfor de andre børn inden og efter dansetimen – de snakkede meget, legede rundt og gik over til de andre børn de ikke kendte.

Jeg var/er meget forvirret over det hele. For her bagefter er det helt klart mest (måske kun?!) mig, der synes det var en meget blandet oplevelse. Jeg kan stadig se de meget ængstelige øjne der holdt øje med mig hele tiden, at hun stod ret langt fra de andre, at hun ikke synes det var særlig rart – alt sammen tydeligvis fordi hun følte/synes hun ikke var god nok til at danse. Åh!! Jeg sad og havde tårer i øjnene under dansetimen, jeg får mere og mere ondt i maven af at tænke på det og har derfor brug for jeres råd og hjælp.

Hvad gør jeg for, at forberede hende til næste gang?

Hvad gør jeg for, at støtte og hjælpe hende under næste dansetime?

Skal vi overhovedet tage afsted igen?

Skal Martin tage med næste gang?

Er det mig der overreagerer?

Jeg ved godt at generthed er meget individuelt og at der ikke er én opskrift på, hvordan jeg løser det her, men jeg har slet ingen idé om, hvad jeg skal gøre.

Jeg vil lige slå fast at Kornelia ikke går til dans for vores skyld, hun har plaget om det i over 1/2 år og vi har nu endelig fundet et hold med plads på her i Aalborg. Vi vil gerne støtte hende i det og at vi er emget positive herhjemme om at hun vil gå til dans – vi danser enormt meget herhjemme, dagligt. Hun elsker det!

Det er endnu et meget følsomt emne der kommer her på bloggen, men jeg har virkelig brug for hjælp og råd. Måske du kan se hele oplevelsen fra Kornelias øjne – hvordan ville du så gerne have at din mor gjorde, da du var barn og skulle prøve noget nyt? Eller måske dit barn har været sådan her og du kan kunne hjælpe og støtte, så det har været nemmere at starte på noget nyt? Uanset, så vil jeg virkelig gerne have et godt råd med på vejen..