Jeg føler mig ensom… #1

Jeg skrev et indlæg om at være ensom. Det blev alt for langt, så jeg har valgt at dele det op i flere indlæg. Jeg håber I vil læse med. Tag godt imod det, det er første gang jeg har givet så meget af mig selv herinde. Indlægget er meget privat, men jeg håber I kan lide det, for jeg synes det er så vigtigt at vi ikke tier tabuer ihjel. Det tror jeg nemlig ikke man kan – vi skal tale om tingene. Turde åbne op. Være gode eksempler for vores børn og vise at det er okay at sige alt, bede om hjælp eller fortælle, når/hvis noget er svært.

Kan jeg virkelig være ensom selvom jeg har både kæreste og børn. Har jeg overhovedet tid til det? Med alle de gøremål og aktiviteter der følger med familielivet.. Måske er alle disse gøremål og aktiviteter “skyld i” at jeg slet ikke orker andet end familielivet. At jeg er træt, når pigerne er puttet. Jeg ved det ikke, men vil forsøge at finde ud af det. Jeg vil med dette indlæg gerne prøve at bryde et tabu, da jeg mener det er meget vigtigt at visse ting kommer frem i lyset. For det er kun i lyset vi kan ændre på tingene. De ting og tanker vi gemmer væk bagerst i tankeskabet bliver der. Og de har det med i stilhed at vokse sig større og større. Pludselig kan de være blevet så store at skabet ikke rigtig kan lukkes ordentligt uden skubben og masen. Og så skal man pludselig bruge alt for mange kræfter på at skjule sin “hemmelighed”. Min ensomhed er ikke en hemmelighed. Nu tør jeg godt sige det højt, omend det er ret grænseoverskridende. Uden at vide hvorfor, jeg synes det er så svært at indrømme; jeg føler mig ensom.

Næste indlæg kommer i morgen..