Jeg føler mig ensom… #3

Nu kommer tredje del af mine indlæg om ensomhed. Du kan læse de første dele lige HER og HER.

Jeg har egentlig altid haft nogle gode og tætte veninder omkring mig, nogle jeg følte jeg kunne betro mig til og som ville være der for mig. Og som jeg til enhver tid ville være der for. Nogle jeg tog på festival med, nogle jeg festede med, nogle jeg havde dagelange tømmermænd med, nogle jeg boede periodisk med, dem jeg kunne have timelange telefonsamtaler med, nogle jeg kunne ringe og græde til når følelsestårnet væltede, dem der samlede mig op ved ulykkelig kærlighed, nogle jeg shoppede med, nogle jeg gik til koncerter med, nogle jeg var ude og spise med og alt der imellem. Nogle af dem er der endnu. Jeg er ikke uvenner med nogle af mine gamle veninder eller brudt med dem på grund af uenigheder. Nogle af os er vel bare vokset fra hinanden. Uanset, hvad grunden er, så mangler jeg nogle andre til at tage den plads for dem der er røget i svinget de sidste 10-15 år.

Måske møder jeg nogle nye veninder her i mit voksenliv der får en lignende plads i mit liv?! Jeg ved det ikke. Men bare tanken om at det ikke sker, giver mig følelsen af ensomhed.

Jeg har selvfølgelig stadig veninder tilbage i mit liv, jeg har et par stykker der endnu er tætte på mig. Som jeg nok taler i telefon med ca hver 14 dag. Intet er dog som det var engang, hvilket jo er fint – der er sket meget, men jeg savner dog stadig noget to-somhed med mine veninder. Jeg har brug for det. For at mærke at de er her endnu. For mig. For os. Når jeg så prøver at gøre et forsøg på at holde kontakten lidt oftere, men stadig ikke helt kommer ind på det der tætte, troværdige, ligeværdige venskabsniveau, så trækker jeg mig igen. Ikke fordi jeg bliver sur eller skuffet. Men nok bange. 

Jeg er ikke bange for ensomheden. Jeg er bange for at blive forladt.

Næste indlæg kommer i morgen..