Jeg føler mig ensom… #4

Nu kommer fjerde del af mine indlæg om ensomhed. Du kan læse de første dele lige HER, HER og HER.

Da jeg mødte Martin for over 9 år siden flyttede jeg fluks fra det hele i Aalborg og til København. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg var pivforelsket og satsede alt på kærligheden. Jeg har ikke fortrudt en eneste gang at jeg gjorde det, for det er grunden til jeg har min elskede familie og er her hvor jeg er nu. Lige her, hvor jeg gerne vil være!

Det sætter dog sine spor i venindekredsen at flytte over 400 km væk i 2 år. Nogle havde jeg slet ikke set i min tid i København, andre kun når jeg tilfældigt mødte dem i byen i Aalborg når vi var her, nogle lavede jeg aftaler med, når jeg var hjemme og et par stykker var ovre og besøge mig i København. Et par stykker. Umiddelbart ikke noget jeg tænkte særlig meget over, da jeg var i det, men her efterfølgende gør jeg. Nu, hvor jeg sidder og tænker over, hvor veninder blev af?! Er jeg selv skyld i det her? Ja sikkert. Jeg har prioriteret min familie. Og det vil jeg helt sikkert fortsætte med at gøre, men jeg vil også blive bedre til at tage afsted – komme ud. Og det vigtigste er nok at jeg skal give mig selv lov til at slappe af, holde fri og ikke altid være dén der skal holde kontakten. Et venskab skal for mig være gensidigt og jeg skal mærke at mine veninder har lyst til at tale med mig, se mig og lyst til vores venskab. Så jeg skal øve mig i ikke at ringe, skrive eller efterspørge aftaler – lade de veninder der har lyst komme til mig og efterspørge mit selskab. Som er godt og som fortjener at blive værdsat. Det skulle jeg åbenbart være 30 år før jeg fandt ud af, men bedre sent end aldrig..