Jeg føler mig ensom… #5

Nu kommer femte del af mine indlæg om ensomhed. Du kan læse de første dele lige HER, HER, HER og HER.

Martin har aldrig bedt mig om at blive hjemme. Det ville han aldrig gøre. Han opfordrer mig derimod til at mødes med mine veninder, tage på ture, rejse på weekend med en veninde, gå i biffen, tage ud og spise noget lækkert mad, gå til fester, få besøg, pleje mine venskaber og gøre noget for mig. Jeg tror han har kunne mærke min ensomhed, før jeg selv er blevet opmærksom på den. Han kender mig bedre end jeg selv gør. Det lyder som en kliché, men sådan er det altså. Og jeg er lykkelig for at have det sådan. Trygheden i at vide at han har min ryg. Altid. Jeg har nok bare brug for at andre også har den. Den er nemlig stor min ryg.

Det handler nok også lidt om at pigerne efterhånden ikke er så afhængige af mig mere. Nogle ville måske overveje at få barn nr tre, når de første var blevet så selvkørende som vores er. Vi har ingen blebørn, ingen der bruger sut og de sover godt, (for det meste) i deres egen seng. Vi har et skolebarn og en i børnehave. Så det er dejligt. Det er nemt og fritid er en mulighed. Og jeg skal ikke have flere børn. Jeg vil gerne have venskaber der er tætte, trygge og stabile.

Jeg klager ikke over de veninder jeg har, bestemt ikke. Jeg har, som tidligere beskrevet, et par stykker jeg er forholdsvis tætte med og jeg vil ikke have dem ud af mit liv. Jeg har bare brug for at få en veninde der er fysisk og mentalt tæt på mig – en med samme interesser (hvad de så er, ud over bloggen.. haha!) og som vil være veninde med én med to børn og kan holde ud og har lyst til at mødes, have besøg, gå ud med, besøge og tale med sådan én som mig. Det lyder helt ynkeligt og nærmest som en kontaktannonce, når jeg får det ned på skrift, men prøver at være hudløst ærlig i dette indlæg – tabuer skal jo tales væk og det prøver jeg på. Jeg gør det for at få jer til at forstå min situation. Uden at vide, hvad det ville ændre for mig. Men jeg plejer at få det godt af at skrive mig ud af de svære tanker, så måske det allerede hjælper bare at sige (skrive) det højt.

Kender du følelsen af ensomhed? Har du nogle gode råd til mig?